Hej igen,
Jeg vil starte med lige kort
at fortælle skrive lidt om hvad der i DKK bogen af Mogens Sørensen, er vigtigt
når man gerne vil fortælle historier.
Lene Brok skriver...:
For at man får det optimale
ud af at skulle fortælle en historie hvor man har børnene med hele vejen, er at
skabe et fortællerum. Vi kender det alle at der er børn som har svært ved at
sidde stille og lytte og derfor forstyrrer hele tiden. Det handler også om at
få de børn med.
Her mener Lene Brok at det
er vigtigt at skabe et rum, hvor der er mulighed for at lukke døren og dermed
får en anden ro til at fortælle sin historie. Der sker ofte en form for ”magi”
i fortællestunden som hæver sig over den almindelige daglige kommunikation.
Magien opstår oftes fordi der er skabes:
·
Fællesskab – alle uanset kulturel baggrund kan være med
·
Mening og betydning
·
Fordybelse og refleksion
·
Et sprogligt fællesskab
For at få det optimale ud af
sådan en fortælling, hvor man skaber magien, er ved at have fokus på 3
specifikke aspekter:
·
Rum
·
Relationer
·
Fortællinger
Jeg vil lige komme med et
par eksempler til hver af de 3 aspekter, for at skabe dybere forståelse med
hvad der menes med det.
Rummet:
De fleste institutioner har
et ”tumlerum”, hvor børn får mulighed for t udfolde sig. Men det er sjældent at
nogen har et rum til fordybelse. Det er essentielt for fortællingen at sådan et
rum skabes. Med rummet er der mulighed for at skabe ydeligere 2 rum: Det fysiske fortællerum samt det mentale fortællerum.
I det fysiske fortællerum
er det vigtigt, såfemnt man ønsker fordybelse og nærvær, at man dæmper lyset og
al unødig støj. Dæmpet musik er mange gange også med til at skabe fokus på
fortælleren. Alle gentagelser der sker med rummet gang på gang, fascinere
børnene og gør dem mere fokuseret på det der er vigtigt. De indstiller sig på
aktiviteten og åbner for sanserne.
Sådan et rum kan etableres
mange steder, i børneinstitution, skoleklasser, plejehjem osv.
I det mentale fortællerum forstås det sådan, at efter
x antal gange med en bestemt gruppe børn, begynder fortælleren at blive mere
fri i sin fortælling samtidig med at man lægger mere mærke til lytternes
reaktioner.
Oplevelsesmæssigt er man gået ind i det mentale fortællerum.
Hverdagen er trådt i baggrunden, man er i en anden mental tilstand.
Relationer:
I den pædagogiske praksis ved vi, hor vigtigt det er at
skabe relation til både børn og voksne. En pædagog kan ikke undgå at rette
særlig opmærksomhed mod sin egen person, når hun arrangere jævnlig
tilbagevendende eventyrtimer med en bestemt gruppe. I en sådan gruppe træder de
menneskelige relationer i forgrunden.
Når en pædagog begynder at arbejde med at børn selv
fortæller deres historier, er det hensigtsmæssigt at opstile regler, som børn synes
er inspirerende og retfærdige. På den måde kan alle komme til orde og få
oplevelsen af at der bliver lyttet til dem. Ofte ser man, at selv børn med
ringe selvtillid kan finde på at tage ordet og fortælle for de andre. Samtidig lærer
de mere urolige børn at vente på det bliver deres tur og lade hver med at
afbryde.
Ved at benytte denne eventyrtime styrker man dermed også i
høj grad barnets sproglige selvtillid og identitet. Styrken består i at:
·
Lytte til hinanden
·
Bekræfte hinanden
·
Inspirere hinanden og
·
Udvikle stolthed og mod til at stille sig op
foran en forsamling og fortælle frit.
Fortællinger:
Når den fortællende pædagog ønsker at arbejde målrettet med
fortælling, er der tre fortællegenrer hun med fordel kan benytte sig af:
·
Folkeeventyr
·
Fantasifortællinger
·
Fortællinger fra livet
Hilsen Cecilia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar