DKK - Modul 4 - Livshistorie: Aktivitet 1-3

Aktivitet 1

Når man arbejder med livshistorie, er der mange måder at grube det an på. Når man vil arbejde med børn er den, mener jeg, nemmeste måde at komme i gang på, at få dem til at tegne et billede af deres famile eller få dem til at tage et stykke legetøj eller en bamse, som har betydning for dem, med hjemmefra.

Ud fra objektet eller tegningen får de så hver især mulighed for at fortælle om dem selv. Det giver mulighed for at komme tættere på børnene og måske endda forstå dem lidt bedre.

Jeg har ikke fået indtrykket af, at der er mange instituioner som arbejder med livshistorie. Jeg har blandt andet forhørt lederen i den institution mine børn går i, om de arbejder med livshistorie og i givet fald hvordan. Hendes svar til dette var:

”…for at være helt ærlig, nej vi bruger det ikke, men jeg synes det lyder meget spændende. Det år mig til at tænke på vores arbejde med iagttagelse og fortællinger, hvor vi tager udgangspunkt i barnets perspektiv og prøver at se sagerne fra en anden vinkel. Men det har i sig selv ikke noget med børnenes livshistorie at gøre. Det er noget jeg vil tage op til diskussion i personalegruppen. og hvis vi tager det op, så kan jeg allerede nu sige, at begrundelsen for mig ville være at komme endnu tættere på barnet, dets hjem og liv. ”

Hermed er jeg i den overbevisning at der ikke er mange der tænker i de baner, at det faktisk giver institutioner en mulighed for at komme tættere på børnene og være endnu mere udrustet til at forstå deres familieforhold samt hjælpe dem på vej i livet.

I min undersøgelse på livshistorie synes jeg det er meget interessant at tænke på at alle mennesker render rundt med livshistorier. Og helt naturligt spørger man ind til livshistorier når man møder nye mennesker.

En dialog starter som regel altid med:

            Hvad hedder du?

            Og hvad laver du så?

Og derefter starter livshistorien helt af sig selv. Jeg har på nettet fundet en bacheloropgave, skrevet omkring livshistorie med udviklingshæmmede. Linket til siden er

http://www.google.de/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=4&sqi=2&ved=0CEoQFjAD&url=http%3A%2F%2Fwww.shollund.dk%2Fpdf%2FbacheloropgavelivshistorieSusanne%2520Hollund.pdf&ei=mnqwUcz-KsTMtQaHg4CoDw&usg=AFQjCNE1xefnM2EDtgNMmPPpmLEhlcYdnA&sig2=6PRcnSAwiGp71DCrL1Mu-g&bvm=bv.47534661,d.Yms

Her synes jeg det er interessant at læse at når man vil lave en livshistorie med en udviklingshæmmede, så er det her vigtigt at fremkalde erindringer via sanserne. Det er dem de husker på, og via dem kommer alle deres minder frem. Det er lige så vigtigt at huske at sætte grænser inden man går i gang. Med det mener jeg at man skal sørge for at være enige i at det er okay at sige fra. Det gælder selvfølgelig begge parter.

Ligeledes skal pædagogen være indstillet på også at fortælle om sin livshistorie, da det herved giver tryghed for brugeren men i den grad også øger lysten at fortælle mere. Men det er vigtigt i alle henseender som har med livshistorie at gøre. Hvis ikke man er villig til selv at dele af sin livshistorie, uanset hvilken brugergruppe man arbejder med, så bliver det aldrig til en god historie man kan bygge videre på.

Aktivitet 2

Jeg har valgt at ville arbejde og gå i dybden med udsatte børn og deres livshistorie. Dette har jeg gjort idet jeg gennem internettet har kunne læse mig frem til hvor svært det kan være for disse unge at få deres livshistorie frem og at de, ved at gennemleve deres historie, kan ende med at være mindre deprimeret samt få et bedre liv senere hen i livet. En person jeg er blevet meget fascineret af ved hjælp af nettet er Ingrid Strøm. Hun  er socialpædagog samt psykoterapeut og har de sidste 15 år brugt livshistorier som pædagogisk redskab til børn med mange brud bag sig.

http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2003/12-2003/Livshistorier%20som%20hjaelper.aspx

Artiklen ovenover synes jeg er spændende at læse idet den kort ridser op hvorfor livshistoriebøger kan være en fordel at lave:

·      Mindre depressive

·      Bedre kontakt til moren senere hen i livet

·      Følelser  -  kan håndtere dem bedre og tale om dem

Hun bekriver bl.a. meget pænt hvordan man starter sådan en bog og hvad der er vigtigt at få skrevet ned i den. Det kan være:

·      Eksempel fra deres fødsel

·      Hvornår de fik tænder

·      Hvem er deres kammerater

·      Hvad er de selv gode til osv.

For at få så mange oplysninger som muligt, kan det være en fordel at tage kontakt til familiemedlemmer, endda barnets forældre for at få mest indsigt i barnets liv og derved skrevet detaljer ind i bogen.

I bogen af Ida Schwartz: Fortællinger fra praksis – om livshistorier og pædagogik, er der også en bog om emnet.

Ingrid Strøm har også skrevet en bog om hendes arbejde: Livshistoriebøger – en hjælp til identitets- og selvværdsudvikling.

Hvis man som pædagog vil afprøve at lave en livshistoriebog på et barn der har været udsat for ting, er det vigtigt man er opsat på at gøre arbejdet færdigt. At lave sådan en bog er ikke noget man kan klare på en dag eller to. Det tager tid, og man skal tale med familiemedlemmer for at få så mange deltajer med som mulig. Og det er aldrig til at sige hvordan barnet reagere, men det er vigtigt at lade barnet få hul på de følelser de sidder med. Det vil sige at man som pædagog skal have en hvis tålmodighed og ikke mindst kunne tåle at tale om svære ting.

At arbejde med livshistorie synes jeg, specielt hos denne gruppe, kan være vigtigt. Det giver dem mulighed for at finde ud af hvem de er, og komme videre i livet.

En problemformulering til emnet kunne derfor være:

”Hvordan kan man som pædagog arbejde med børn og unge og bruge livshistorie som redskab til personlig udvikling?”

Aktivitet 3

Hvis jeg skulle forberede mig på at skulle lave en livshistorie sammen med et barn som er blevet placeret i familiepleje, så vil jeg skulle forberede mig godt og grundigt inden jeg gik i gang.

Som det første ville jeg planlægge et narrativt interview med barnet, hvor jeg i forvejen har gjort mig klog på hvilke spørgsmål der skal stilles hvis samtalen går i stå. Jeg vil lade barnet fortælle mig så meget som mulig om han eller hendes fortid og ud fra det lave et livstræ sammen med barnet. Via dette livstræ kan vi finde frem til personer som måske har haft stor betydning for barnet, men som han eller hun desværre ikke har kontakt til i dag selvom ønsket er der. Og så er det mit job at finde frem til denne person og måske endda genskabe følelserne.

For at barnet får mulighed for at tale om det fortrængte, kan det være en ide at de har noget med hjemmefra som har stor betydning for dem. Det kan også være at man skal køre en tur og besøge steder der bringer følelserne hos dem frem.  

Efterhånden som informationerne kommer, vil jeg med barnet begynde at tegne billeder omkring følelserne, få taget billeder af steder som har betydning, måske endda billeder af familie og venner og sætte det ind i bogen med passende skrift. Det giver barnet mulighed for at hele tiden kunne vende tilbage til oplevelserne og på den måde arbejde med sorgen der måtte være.

Ved at lave sådan en livshistoriebog, hvor man kommer tæt på barn samt forældre, kan det være med til at løsne op i båndende og hvis dagen kommer hvor barnet skal hjem igen, kan bogen gøre det nemmere, idet barnet har mulighed for at gå tilbage i tiden og finde følelserne frem igen. Gode eller dårlige, og derved får snakket en ekstra gang omkring situationen. 

Hilsen Cecilia