DKK-Livshistorie

Min livshistorie har jeg lagt ud på BB idet den er lavet gennem powerpoint og derfor ikke til at lægge ud her.

Hilsen Cecilia

DKK - Modul 4 - Livshistorie: Aktivitet 1-3

Aktivitet 1

Når man arbejder med livshistorie, er der mange måder at grube det an på. Når man vil arbejde med børn er den, mener jeg, nemmeste måde at komme i gang på, at få dem til at tegne et billede af deres famile eller få dem til at tage et stykke legetøj eller en bamse, som har betydning for dem, med hjemmefra.

Ud fra objektet eller tegningen får de så hver især mulighed for at fortælle om dem selv. Det giver mulighed for at komme tættere på børnene og måske endda forstå dem lidt bedre.

Jeg har ikke fået indtrykket af, at der er mange instituioner som arbejder med livshistorie. Jeg har blandt andet forhørt lederen i den institution mine børn går i, om de arbejder med livshistorie og i givet fald hvordan. Hendes svar til dette var:

”…for at være helt ærlig, nej vi bruger det ikke, men jeg synes det lyder meget spændende. Det år mig til at tænke på vores arbejde med iagttagelse og fortællinger, hvor vi tager udgangspunkt i barnets perspektiv og prøver at se sagerne fra en anden vinkel. Men det har i sig selv ikke noget med børnenes livshistorie at gøre. Det er noget jeg vil tage op til diskussion i personalegruppen. og hvis vi tager det op, så kan jeg allerede nu sige, at begrundelsen for mig ville være at komme endnu tættere på barnet, dets hjem og liv. ”

Hermed er jeg i den overbevisning at der ikke er mange der tænker i de baner, at det faktisk giver institutioner en mulighed for at komme tættere på børnene og være endnu mere udrustet til at forstå deres familieforhold samt hjælpe dem på vej i livet.

I min undersøgelse på livshistorie synes jeg det er meget interessant at tænke på at alle mennesker render rundt med livshistorier. Og helt naturligt spørger man ind til livshistorier når man møder nye mennesker.

En dialog starter som regel altid med:

            Hvad hedder du?

            Og hvad laver du så?

Og derefter starter livshistorien helt af sig selv. Jeg har på nettet fundet en bacheloropgave, skrevet omkring livshistorie med udviklingshæmmede. Linket til siden er

http://www.google.de/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=4&sqi=2&ved=0CEoQFjAD&url=http%3A%2F%2Fwww.shollund.dk%2Fpdf%2FbacheloropgavelivshistorieSusanne%2520Hollund.pdf&ei=mnqwUcz-KsTMtQaHg4CoDw&usg=AFQjCNE1xefnM2EDtgNMmPPpmLEhlcYdnA&sig2=6PRcnSAwiGp71DCrL1Mu-g&bvm=bv.47534661,d.Yms

Her synes jeg det er interessant at læse at når man vil lave en livshistorie med en udviklingshæmmede, så er det her vigtigt at fremkalde erindringer via sanserne. Det er dem de husker på, og via dem kommer alle deres minder frem. Det er lige så vigtigt at huske at sætte grænser inden man går i gang. Med det mener jeg at man skal sørge for at være enige i at det er okay at sige fra. Det gælder selvfølgelig begge parter.

Ligeledes skal pædagogen være indstillet på også at fortælle om sin livshistorie, da det herved giver tryghed for brugeren men i den grad også øger lysten at fortælle mere. Men det er vigtigt i alle henseender som har med livshistorie at gøre. Hvis ikke man er villig til selv at dele af sin livshistorie, uanset hvilken brugergruppe man arbejder med, så bliver det aldrig til en god historie man kan bygge videre på.

Aktivitet 2

Jeg har valgt at ville arbejde og gå i dybden med udsatte børn og deres livshistorie. Dette har jeg gjort idet jeg gennem internettet har kunne læse mig frem til hvor svært det kan være for disse unge at få deres livshistorie frem og at de, ved at gennemleve deres historie, kan ende med at være mindre deprimeret samt få et bedre liv senere hen i livet. En person jeg er blevet meget fascineret af ved hjælp af nettet er Ingrid Strøm. Hun  er socialpædagog samt psykoterapeut og har de sidste 15 år brugt livshistorier som pædagogisk redskab til børn med mange brud bag sig.

http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2003/12-2003/Livshistorier%20som%20hjaelper.aspx

Artiklen ovenover synes jeg er spændende at læse idet den kort ridser op hvorfor livshistoriebøger kan være en fordel at lave:

·      Mindre depressive

·      Bedre kontakt til moren senere hen i livet

·      Følelser  -  kan håndtere dem bedre og tale om dem

Hun bekriver bl.a. meget pænt hvordan man starter sådan en bog og hvad der er vigtigt at få skrevet ned i den. Det kan være:

·      Eksempel fra deres fødsel

·      Hvornår de fik tænder

·      Hvem er deres kammerater

·      Hvad er de selv gode til osv.

For at få så mange oplysninger som muligt, kan det være en fordel at tage kontakt til familiemedlemmer, endda barnets forældre for at få mest indsigt i barnets liv og derved skrevet detaljer ind i bogen.

I bogen af Ida Schwartz: Fortællinger fra praksis – om livshistorier og pædagogik, er der også en bog om emnet.

Ingrid Strøm har også skrevet en bog om hendes arbejde: Livshistoriebøger – en hjælp til identitets- og selvværdsudvikling.

Hvis man som pædagog vil afprøve at lave en livshistoriebog på et barn der har været udsat for ting, er det vigtigt man er opsat på at gøre arbejdet færdigt. At lave sådan en bog er ikke noget man kan klare på en dag eller to. Det tager tid, og man skal tale med familiemedlemmer for at få så mange deltajer med som mulig. Og det er aldrig til at sige hvordan barnet reagere, men det er vigtigt at lade barnet få hul på de følelser de sidder med. Det vil sige at man som pædagog skal have en hvis tålmodighed og ikke mindst kunne tåle at tale om svære ting.

At arbejde med livshistorie synes jeg, specielt hos denne gruppe, kan være vigtigt. Det giver dem mulighed for at finde ud af hvem de er, og komme videre i livet.

En problemformulering til emnet kunne derfor være:

”Hvordan kan man som pædagog arbejde med børn og unge og bruge livshistorie som redskab til personlig udvikling?”

Aktivitet 3

Hvis jeg skulle forberede mig på at skulle lave en livshistorie sammen med et barn som er blevet placeret i familiepleje, så vil jeg skulle forberede mig godt og grundigt inden jeg gik i gang.

Som det første ville jeg planlægge et narrativt interview med barnet, hvor jeg i forvejen har gjort mig klog på hvilke spørgsmål der skal stilles hvis samtalen går i stå. Jeg vil lade barnet fortælle mig så meget som mulig om han eller hendes fortid og ud fra det lave et livstræ sammen med barnet. Via dette livstræ kan vi finde frem til personer som måske har haft stor betydning for barnet, men som han eller hun desværre ikke har kontakt til i dag selvom ønsket er der. Og så er det mit job at finde frem til denne person og måske endda genskabe følelserne.

For at barnet får mulighed for at tale om det fortrængte, kan det være en ide at de har noget med hjemmefra som har stor betydning for dem. Det kan også være at man skal køre en tur og besøge steder der bringer følelserne hos dem frem.  

Efterhånden som informationerne kommer, vil jeg med barnet begynde at tegne billeder omkring følelserne, få taget billeder af steder som har betydning, måske endda billeder af familie og venner og sætte det ind i bogen med passende skrift. Det giver barnet mulighed for at hele tiden kunne vende tilbage til oplevelserne og på den måde arbejde med sorgen der måtte være.

Ved at lave sådan en livshistoriebog, hvor man kommer tæt på barn samt forældre, kan det være med til at løsne op i båndende og hvis dagen kommer hvor barnet skal hjem igen, kan bogen gøre det nemmere, idet barnet har mulighed for at gå tilbage i tiden og finde følelserne frem igen. Gode eller dårlige, og derved får snakket en ekstra gang omkring situationen. 

Hilsen Cecilia

Opdatering af DKK Projekt - Model 1

-->

Jeg har valgt at ville gå dybere ned i den dialogiske oplæsning idet det er det der fanger min interesse mest. Jeg kan nikke genkendende til at jeg i forvejen bruger lidt af teknikken når jeg læser bøger for mine børn, og det er uden at vide det.

Men jeg synes det er meget interessant at få en mere dybdegående viden omkring det og dermed have mulighed for at afprøve det i hjemmet med min søn på 2,5 år.

For at få et indblik i den dialogiske oplæsning har jeg erhvervet mig bogen ”At læse med børn” – dialogisk oplæsning i dagtilbud (2007), af Mette Nygaard Jensen. Jeg synes at bogen forklare meget godt hvordan man bruger denne metode, samt hvorfor den har den virkning, som at forøge børn sprogudvikling.

Hvad er dialogisk oplæsning?

En dialogisk oplæsning er en metode, hvor børn inddrages som aktive medfortællere af historien. Det kræver lidt forberedelse for pædagogen, hvis den ønskede effekt skal opnås. Man skal både finde ud af hvilken gruppe børn man vil læse for, alder og ordforråd skal gerne passe sammen. Desuden kan det være svært at finde en bog der passer til aldersgruppen.

For at få det optimale ud af en dialogisk oplæsning, kræver det at børn og pædagogen kender bogen på forhånd. Børn er glade for gentagelser, så at få læst bogen igennem et par gange inden, ville gøre det hele nemmere både for pædagogen men i den grad også for børnene, da de herved bedre kan sætte sig ind i bogen og bidrage med deres.

Når man læser med flere børn af gangen, er det også vigtigt at sørge for at alle kommer til orde. Have fokus på at det ikke altid er de hurtigste, der svarer hver gang. Her har de mere stille børn også en mulighed for at komme med deres og dermed også opnå en større selvtillid i gruppen.

Når man læser med børn, er det vigtigt at stille hv-spørgsmål såsom:

·      Hvad er det elefanten har fået øje på?

·      Hvorfor ser den sådan ud? (til de børn med lidt mere sprog)

·      Hvad gjorde at Madonna græd? Osv.

Åbne spørgsmål som HV-spørgsmpl gør at børnene har mulighed for at svare med længere sætninger end bare Ja/Nej. De får mulighed for at være med i teksten, fortælle om hvad de ser og derved styrke deres sprog samt sprogforståelse. Man kan endda med de lidt større børn, begynde på at øve fonologisk oplæsning med dem.

·      Fonologi betyder at man øver ordlyden med børnene. Ikke nok med at de forstår ordet, men at de også lærer hvordan man udtaler ordet korrekt.

Jeg synes det er fascinerende at man via den dialogiske oplæsning også kan få børn med som har sprogvanskeligheder til at kommunikere med pædagoger. Her bruger man bare en anden form for kommunikation når man læser for børnene.

Her kan man med fordel gør brug af følgende muligheder for at kommunikere med barnet anderledes end med åbne spørgsmål.

·      Kan du finde elefanten på billedet (her får barnet mulighed for at pege på elefanten)

·      Kan i se sure ud ligesom elefanten

·      Prøv at trutte glad ligesom elefanten

På denne måde inddrages børnene aktivt i dialogen, uden at de oplever at der stilles for store sproglige krav til dem. Og efterhånden vil de bruge sproget mere og mere og man kan derefter begynde med lidt sværere spørgsmål.

Formålet med den dialogiske oplæsning er nemlig ikke at teste hvad børnene kan, men at opfordre og støtte dem i at bruge sproget og sige lidt mere end de gør af sig selv.

Man følger barnets svar ved at uddybe deres svar. Et eksempel herpå kunne være:

Hvor er far og Jeppe nu kommet hen? Svar: ”Afrika”. Hvordan er vejret i Afrika?

Hermed får barnet også mulighed for at sige mere end det gjorde spontant. Og ved de mindre børn kan gentagelse samt udvidelse af børn svar, formår man mange gange også at de selv begynder at sige samt forstå mere.

Det vigtigst er at anerkende dem. Ros dem og sig de gør det godt, hermed styrker vi igen deres selvtillid og vi skaber tryghed til at de tør sige noget mere. Hermed bliver den dialogiske oplæsning sjov for både børn og voksne. 

jeg har valgt at ville arbejde med 2 billedbøger: Aben Osvald skrevet af Egon Mathiesen samt Bamses allergo'este bog, skrevet af Bing & Gellert. Jeg har valgt de 2 bøger idet jeg gerne vil fordybe mig i vuggestuebørn, hvor jeg kan afprøve tekniker hos min søn, samt fordi begge bøger er med korte tekster og farvefulde billeder. 

Specielt bogen Bamses allergo'este bog vil være god til en dialogisk oplæsning idet den fanger de fleste børn og jeg har her mulighed for at indrage børnene i dialogen, specielt fordi de kender historien fra børnetime. Denne bog har jeg læst mange gange efterhånden og jeg kan derfor bedre gå i dybden med en dialogisk oplæsning. 

Hvilke didaktiske overvejelser gør du dig om planlægningen af højtlæsningssituationen? (prøv at beskrive de didaktiske overvejelser i forhold til en konkret planlægning af en fortælleaktivitet med udgangspunkt i den valgte metode og med inddragelse af æstetiske, pædagogisk og evt. sproglige overvejelser). Husk at inddrage relevant fagstof og præcise fagbegreber.

Inden jeg vil gå i gang med højtoplæsning, vil jeg sørge for at bruge et rum som ikke forstyrrer børnenes koncentration. Specielt vuggestuebørn kan have svært ved at sidde stille i alt for lang tid, så jeg er meget omhyggelig med hvilken bog jeg vil tage frem og læse, samt på forhånd lade børnene være med i læsningen ved at lade dem fortælle hvad de ser. Hermed gør jeg brug af den dialogiske fortælling.

Stille hv-spørgsmål, samt at lade de mindre snaksaglige børn komme til orde, ved at lade dem pege det dyr ud man netop er i gang med at læse om.

Stemmeleje skal også passe med bogens historie, så man skal ikke være bange for at bruge en masse forskellige stemmer overfor børnene, da man dermed også får deres opmærksomhed.

Jeg vil desuden indstille mig på at historien ikke må være for lang, det skal være sjovt for dem, og det sjove går af hvis man hele tiden skal tysses på og blive bedt om at sidde stille.

Derfor er det også vigtigt at det ikke er en stor gruppe børn man læser for. Jeg vil max tage 2-3 børn med af gangen for at jeg, men lige såvel de kan overskue det. Og de skal være af nogenlunde samme alder samt ordforråd.

Efter historiefortællingen vil jeg kort vise dem et par billeder fra bogen og få dem til at fortælle mig hvad de ser. Og hvis de er rigtig gode, kan det være at de efterhånden kan begynde at fortælle hvad der sker i historien. Dette kommer dog først efter at have hørt historien nok antal gange.

Som Mette Nygaard Jensen siger i hendes bog – At læse med børn, Dialogisk oplæsning i dagtilbud, så er gentagelser vigtige for børn. Selvom hendes bog henvender sig meget til børnehavebørn, så kan jeg sagtens se at hendes metode også kan bruges til vuggestuebørn som er dem jeg har fokus på. Det handler om at have mindre børn i et rum, og sørge for at teksten/bogen man vil læse ikke er for lang, da de ellers mister koncentrationen.

Som jeg har beskrevet lidt længere oppe, så er den bog jeg ville bruge Bamses allergo’este bog idet den er fyldt med billeder og farver. Som beskrevet overover så kender de fleste børn til bamse og hans venner, da det er noget alle vokser op med fra fjernsynet. Inklusiv mig selv.

Bogen har ikke meget tekst og giver mulighed for en pædagog at kunne tale om billederne sammen med børnene og den giver endda mulighed for at børnene kan fortælle om de har oplevet noget lignende af det der sker i bogen, med deres venner og kammerater. Her kommer livshistorier eller livsfortælling ind i billedet som er den del jeg vil beskæftige mig med sideløbende med denne opgave.  

Hilsen Cecilia

DKK - Projektperiode --> Modul 1

Hej igen,

Jeg vil starte med lige kort at fortælle skrive lidt om hvad der i DKK bogen af Mogens Sørensen, er vigtigt når man gerne vil fortælle historier.

Lene Brok skriver...:

For at man får det optimale ud af at skulle fortælle en historie hvor man har børnene med hele vejen, er at skabe et fortællerum. Vi kender det alle at der er børn som har svært ved at sidde stille og lytte og derfor forstyrrer hele tiden. Det handler også om at få de børn med. 

Her mener Lene Brok at det er vigtigt at skabe et rum, hvor der er mulighed for at lukke døren og dermed får en anden ro til at fortælle sin historie. Der sker ofte en form for ”magi” i fortællestunden som hæver sig over den almindelige daglige kommunikation. Magien opstår oftes fordi der er skabes:

·      Fællesskab – alle uanset kulturel baggrund kan være med

·      Mening og betydning

·      Fordybelse og refleksion

·      Et sprogligt fællesskab

For at få det optimale ud af sådan en fortælling, hvor man skaber magien, er ved at have fokus på 3 specifikke aspekter:

·      Rum

·      Relationer

·      Fortællinger

Jeg vil lige komme med et par eksempler til hver af de 3 aspekter, for at skabe dybere forståelse med hvad der menes med det.

Rummet:

De fleste institutioner har et ”tumlerum”, hvor børn får mulighed for t udfolde sig. Men det er sjældent at nogen har et rum til fordybelse. Det er essentielt for fortællingen at sådan et rum skabes. Med rummet er der mulighed for at skabe ydeligere 2 rum: Det fysiske fortællerum samt det mentale fortællerum.

I det fysiske fortællerum er det vigtigt, såfemnt man ønsker fordybelse og nærvær, at man dæmper lyset og al unødig støj. Dæmpet musik er mange gange også med til at skabe fokus på fortælleren. Alle gentagelser der sker med rummet gang på gang, fascinere børnene og gør dem mere fokuseret på det der er vigtigt. De indstiller sig på aktiviteten og åbner for sanserne.

Sådan et rum kan etableres mange steder, i børneinstitution, skoleklasser, plejehjem osv.

I det mentale fortællerum forstås det sådan, at efter x antal gange med en bestemt gruppe børn, begynder fortælleren at blive mere fri i sin fortælling samtidig med at man lægger mere mærke til lytternes reaktioner.

Oplevelsesmæssigt er man gået ind i det mentale fortællerum. Hverdagen er trådt i baggrunden, man er i en anden mental tilstand.

Relationer:

I den pædagogiske praksis ved vi, hor vigtigt det er at skabe relation til både børn og voksne. En pædagog kan ikke undgå at rette særlig opmærksomhed mod sin egen person, når hun arrangere jævnlig tilbagevendende eventyrtimer med en bestemt gruppe. I en sådan gruppe træder de menneskelige relationer i forgrunden.

Når en pædagog begynder at arbejde med at børn selv fortæller deres historier, er det hensigtsmæssigt at opstile regler, som børn synes er inspirerende og retfærdige. På den måde kan alle komme til orde og få oplevelsen af at der bliver lyttet til dem. Ofte ser man, at selv børn med ringe selvtillid kan finde på at tage ordet og fortælle for de andre. Samtidig lærer de mere urolige børn at vente på det bliver deres tur og lade hver med at afbryde.

Ved at benytte denne eventyrtime styrker man dermed også i høj grad barnets sproglige selvtillid og identitet. Styrken består i at:

·      Lytte til hinanden

·      Bekræfte hinanden

·      Inspirere hinanden og

·      Udvikle stolthed og mod til at stille sig op foran en forsamling og fortælle frit.

Fortællinger:

Når den fortællende pædagog ønsker at arbejde målrettet med fortælling, er der tre fortællegenrer hun med fordel kan benytte sig af:

·      Folkeeventyr

·      Fantasifortællinger

·      Fortællinger fra livet

Hilsen Cecilia

DKK - Projektperiode

Hej allesammen,

Bøgerne har ladet vente på sig, men nu er de endelig fremme og er derfor begyndt på opgaven.

Jeg regner stærkt med at komme med de første tanker og ideer i starten af næste uge når jeg lige har haft iaften og imorgen til at læse lidt stof og blive lidt klogere :D

Med venlig hilsen

Cecilia

DKK - Projektperiode

Hej allesammen,

Bøgerne har ladet vente på sig, men nu er de endelig fremme og er derfor begyndt på opgaven.

Jeg regner stærkt med at komme med de første tanker og ideer i starten af næste uge når jeg lige har haft iaften og imorgen til at læse lidt stof og blive lidt klogere :D

Med venlig hilsen

Cecilia

DKK-Projektperiode

Hej med jer

Jeg har valgt at vil arbejde med modul 1 og modul 4. Jeg synes det kunne være spændende at dykke mere ned i og bøgerne til dette er bestilt på biblioteket. Så i kan følge processen her på bloggen.

Mine valg er faldet på disse 2, idet jeg gerne vil lære mere om litteraturpædagogikken i praksis. Hvordan formidler man videre til børn, så de synes det er spændende.

Samt det at arbejde med livshistorier med børn har jeg aldrig prøvet før, og det kunne være sjovt at finde ud af hvad andre institutioner gør for at formidle denne del videre. 

Jeg har mit fokusområde på Vuggestuebørn, da det er den alder mine egne børn er i og jeg på den måde nemt kan afprøve forskellige teknikker i løbet af en dag.

Hilsen Cecilia